onsdag

operation ruggryn

Nu ikke noget med at blive forvirret, for dette er IKKE en blog, der fortæller om mad, men engang imellem (og af mangel på bedre) må man jo bøje reglerne, og gøre en undtagelse. Derfor vil jeg i det følgende fortælle om dagens madeksperimenter.

Sidst jeg var forbi det lokale supermarked, lod jeg mig friste af et tilbud på rug-gryn (havregrynens storebror, som der stod på skiltet), og snuppede 2 kilo med hjem. Nu er jeg så ved at finde ud af, hvad disse storebrors gryn kan bruges til - lige p.t. ved jeg at de kan indtages til morgenmad, både med mælk og yoghurt, næste morgenmadseksperiment bliver, om de mon også kan koges til grød (gætter på, at det kan de). Men altså, herhjemme indgår havregryn ikke kun som en fast del af morgenmaden, de indgår også i diverse brød, kager, farsretter og meget meget mere. Derfor skal de nye gryn jo kunne præsterer nogenlunde samme alsidighed som lillebror havregryn, før jeg lader mig imponerer.
Eksperimentet begyndte med at efterligne en overlækker (og ret dyr) chokolade, som jeg har smagt for et stykke tid siden; chokolade med hvede-knas. En to, riste ruggryn på panden (sammen med en passende mængde sukker og smør), smelte god mørk chokolade, blande, blande sammen, og vupti! En omgang hjemmegjort chokolade.
Sukkerristede ruggryn med chokoladeovertræk
Resultatet taler vist for sig selv; ikke en chokolade, der gør sig godt, som hygge-plade-chokolade, men klumperne smager godt, og mon ikke de nok skal få ben at gå på? Tænker som drys på morgenmaden, eller rørt i flødeskum i en lagkage - bare ærgerligt, at der ikke er nogen lagkage-begivenheder lige om hjørnet.

Nåh, videre til dagens andet eksperiment: grønne frikadeller. Jeg har fået opskriften, eller nok snare ideen, fra en veninde, som vist nok har den fra Lene Hansson, eller en af de andre slanke/sundheds-apostle. Kyllingefrikadeller med broccoli - som sagt 'med inspiration fra' (det vil sige, at jeg ikke kender andre af ingredienserne end kylling og broccoli) og lidt fantasi, sjussede jeg mig frem til følgende opskrift:

knap 1 broccoli i bitte små bidder
1 bakke hakket kylling, 400-500 g
2 fed hvidløg
2 æg
salt
peber
frisk revet parmesan, elsker parmesan, så gav den en ordentlig omgang
ruggryn, sådan cirka til farsen opnår den ønskede konsistens.
sennep, bare kom et par spiseskeer i, det er helt fantastisk til at pifte kyllingekødet op

Tror nogenlunde det var det - overvejede om der også skulle revet gulerod og løg i, men nogen gange kan det også blive for meget af det gode - så skal der bare æltes, til farsen er ensartet. Op på panden og voila, grønne frikadeller.
Frikadeller under processen, fars, på panden og det færdige resultat
Eskild er ikke pjattet med 'mærkelig' mad, og da slet ikke, når hans mor præsenterer det som frikadeller med dragesnot, men efter lidt overtalelse, og præsentationen af en spytteskål*, blev han overbevist og fik også klemt en frikadelle eller to ned.
Konklusionen må være, at ruggryn styrer, og på sigt godt kunne blive en del af vores forrådslager, dog kommer den nok aldrig til at udkonkurrere lillebror havregryn.
Henholdsvis store- og lillebror
* En spytteskål er noget, som desperate forældre, men kræsne tre-årige indfører, for at få deres afkom til at smage på maden, før de kategorisk afviser den som uspiselig. Princippet er, at barnet skal smage på maden (og tygge på det), før de kan afgøre om det er værd at spise. Såfremt maden falder i barnets smag, fortsætter spiseprocessen, som en sådan nu altid forløber (tygge, synke og en ny bid). Såfremt maden, som forventet, smager fælt, kan barnet benytte spytteskålen, og med overbevisning forsikre far og mor om, at den serverede mad ikke noget man i fremtiden skal byde det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bring it on :-)