hvad man ikke ved

Nu skal det være. Det hele er ved at vokse mig en smule over hovedet, og det udelukkende fordi jeg de sidste 2 måneder ikke har fået mere end 1-2 timers sammenhængende søvn i løbet af natten.
Da vi flyttede, flyttede sengen op i stuen, manden flyttede ned på en madras på gulvet, og Bjørk flyttede op i sengen til mig - bare sådan lige, til det hele var kommet på plads, og vi fik installeret os i soveværelset. Vi sover stadig i stuen, manden sover stadig på gulvet, og Bjørk - tja, hun er da i sengen sammen med mig det meste af natten, men sover det gør hun sig ikke så meget i.
Jeg forstyrrer hende, og hun forstyrrer mig. Hun kompenserer for den manglende søvn, ved at tage en lur fra kl 9-12.30 (sådan nogenlunde hverdag), men det privilige har jeg desværre ikke, så jeg forsøger at hænge i, og følge med så godt jeg kan. Nu er det så begyndt at påvirke min hverdag, i sådan en grad, at jeg ikke kan holde mig selv ud længere (og det kan resten af familien vist heller ikke), så nu skal det være. Mandens madres er flyttet ned i soveværelset, sammen med Bjørks seng, og fra i nat sover jeg på madrassen, og Bjørk i sengen - eller det håber jeg i hvert fald på...

Helt uanende, er hun den søde Bjørk - kan næsten ikke rumme, at hun snart bliver klogere (og en hel del mere gal)

Hun ser så glad ud - kan næsten ikke nænne, at denne seng, skal være rammen om det putte-drama vi givetvis skal igennem. Men, hvad gør man ikke for en smule søvn?