onsdag

Det er sommer og...

...Vi skal i Knuthenborg!
I går modtog vi en bunke fine dyr fra schleich - lige perfekte til at introducere de dyr vi skal kigge på i dag. Vi forsøger at give vores børn så meget viden med i rygsækken, som overhovedet muligt, og det de lærer gennem leg og oplevelser, hænger bare så meget bedre fast. Jarl (næsten 2 år) er ved at lære navnene og lydene på de forskellige dyr. Bjørk (3 år) lærer hvad de spiser, og hvad de evt. producerer. Eskild (6 år) lærer om fødekæden, klimaændringer og deres påvirkning af dyrenes levesteder, og så staver/skriver han dyr i et væk. For os er det læring, når det er bedst, og hvor børnene ikke føler de lærer noget :D
Lad det ikke være en hemmelighed, dette indlæg er sponsoreret, men helt ærligt, hvem holder ikke af de fine håndmalede dyr?
Herhjemme leger vi med dem inde, ude og i badet. De bliver brugt til at lege krig (girafferne mod aberne fx), mor og barn, zoologisk have (oplagt) og nogen gange bruger vi dem til balanceleg (hvormange dyr kan man stable ovenpå hinanden?).



Nu skal madpakken smørres, bilen pakkes og vi skal afsted.

God sommer


- Posted using BlogPress from my iPhone

søndag

Danmarks befrielse

4. maj, Danmarks befrielse! Det er vigtigt, at huske denne dag, vigtigt at føle ydmyghed og taknemmelighed for dem, der i sin tid ikke lod sig undertrykke, men som kæmpede for friheden og demokratiske idealer.
Men måske er det endnu mere vigtigt at huske besættelsen. Huske på, hvilke kræfter der var i spil, hvad der gjorde nazismen muligt. Måske vi skal se indad, se på det samfund vi har nu. Mærke efter, hvor vi gerne vil hen - og ikke mindst, hvor vi er på vej hen.
Stoppe op, lære af historien, og undgå at de mest forfærdelige ting gentager sig selv.

God 4. maj


- Posted using BlogPress from my iPhone

lørdag

Lidt om samfundet

Dette indlæg skal ikke ses som en kritik, ej heller som at jeg forsøger at kloge mig på et område, hvor min viden er minimal. Det skal udelukkende læses som en beskrivelse af min virkelighed og opfattelse af samfundet - men kommentere gerne, giv mig indsigt i din virkelighed.

Hjemmepasning, det var egentlig det jeg ville skrive om. Det er jo fremme i medierne for tiden, og så er det jo et nemt købt indlæg, når nu man har besøgt begge lejre.
Mens jeg overvejede, hvad jeg skulle skrive, væltede en masse tanker igennem mit hovede, og det der skulle være lige til, blev pludselig en tung samfundskritik. Nu vil jeg forsøge at finde en mellemvej; få luftet lidt tanker, uden at gøre det tungt og alt for fagligt (hip hurra for kandidatgrad i samfundsvidenskab!).

Men tilbage til sporet; vi diskuterer en del politik om spisebordet, vi er begge ret socialt orienteret, og stemmer langt ude på venstrefløjen. Men vi har svært ved at identificere os med det samfund vi lever i.
Jeg får helt ondt i maven, når folk i ramme alvor kan pege fingre af bestemte gruppe (etniske, sociale, sexsueltorienterede mm) og sige, at de ikke har ret til noget. Er det ikke det, der burde være det smukke ved vores overflodssamfund? At vi alle har ret til at have det godt? At ingen grupper skal føle sig mindre værd og uden for?
Ord som 'sociale nassere' bliver brugt til at definere store samfundsgrupper, men i sidste ende er det ganske få individer, der burde have denne mærkat - ligegyldig samfundslag, er der altid nogen, der vil snyde, nogen der ikke forstår spillereglerne i samfundet, men burde man ikke satse på alle dem, der rent faktisk spiller efter reglerne, i stedet for hele tiden at kontrollere og mistænkeliggøre dem?

Jeg er opdraget med, at vi i Danmark her en række rettigheder (økonomiskhjælp, sygehus, skolesystem, biblioteker osv), en masse frynsegoder vi nyder godt af. De er naturligvis betinget af, at der bliver betalt skat, hvilket udgør et andet vigtigt begreb, nemlig pligt!
Lidt ligesom med børneopdragelse, så fungerer rettigheder ikke uden pligter. Borgerpligten omfatter ikke kun at betale skat. Man skal også deltage i demokratiet (som minimum smide en stemmeseddel i en stemmeurne hvert fjerde år - jeg har stemt blankt flere gange, da jeg på den måde har følt, at jeg gerne vil demokratiet, men ikke de nuværende politikere) og så bliver man nødt til at rette sig efter regler og love.
Sure pligter!? Det er faktisk ren Rasmus Klump! Ud og hjælpe/gøre din pligt og bagefter kan du få en stak pandekager. Alle yder efter evne; Skæg styrer skibet, men sover det meste af tiden, hvor det reelle problem løses - ingen råber socialnasser efter ham, og han får stadig sin andel af pandekagerne... Måske vi skulle lære lidt af de idealer vi smider i hovedet på vores børn?

Nogen kan yde meget, andre knap så meget. Jeg har en bekendt, som ikke kan yde meget - det er ikke hans egen skyld - men han får ikke lov til at yde det han nu kan. Ingen vil ansætte ham. I stedet skal han kontrolleres; søger han nu arbejde, har han stadig hans lidelse, har han ydet 'for meget' i en periode, skal han presses økonomisk (det vi fejlagtigt kalder incitamenter)?
Manden ville gerne arbejde, faktisk ønsker han sig ikke andet, men han har snart fået så mange samfundsmæssige tæv, at han er blevet demokratisk krøbling, han er begyndt at se sig selv som mindre værd, som om at hans stemme ikke tæller ligeså meget som andres, at hans behov for at nyde ikke er vigtige.

Nu tager samfundsnørden lige over et øjeblik: En gammel teori - vi snakker tilbage i det gamle Rom, da demokratiet tog sine spæde skridt - har antagelsen om, at pøblen (det er dig og mig) skal holdes nede. Enten kan man gøre det fysisk, men det rejser stor modstand og kan resultere i opstand (det arabiske forår og Ukraine kunne være fine eksempler). Alternativt kan man underholde dem. I Rom havde man koloserum, hvor pøblen kunne overvære teaterforestillinger og lign. I Danmark kalder vi det X-factor og vild med dans... Tænk lige over det!

Men tilbage til min bekendt. Han lader sig nemlig opsluge af underholdningen, i stedet for at generobre sin ret til at kunne nyde ligeså meget som andre.

Hvad kan man så gøre ved det? Måske tage lidt ansvar, lade være med at fordømme andre, du kender ikke deres historie, ved ikke hvad de har med i bagagen. Sæt pris på det DU yder til samfundet, og glæde dig over, at andre kan nyde ligeså meget som dig.

Nu ved jeg ikke om min pointe kom frem, det ene ord tog ligesom det andet. Og min gennemgang er MEGET forsimplet. Jeg syntes det kan være svært at få flere nuancer med når man skriver.


- Posted using BlogPress from my iPhone

noget om dårlige undskyldninger og vinterdepression

Jeg er ikke væk, og jeg kan godt huske mit løfte om hyppigere aktivitet her på bloggen - livet var bare lige igang, og så glemte jeg det næsten...
Den dårlige undskyldning -for sådan er der jo ofte - hedder børnehaveopstart, skoldkopper, børnehaveopstart, skoldkopper, skoldkopper og vinterferie. Det gode er, at alle unger nu har haft skoldkopper, den mellemste er kørt rigtigt godt ind i børnehave OG der er 1,5 år til, at vi skal køre yngsten ind - til gengæld starter han i dagpleje 1. marts, men det er en helt anden historie.

Nåh! Hvordan går det så?
Tja... Livet som stenalderkvinde er ganske godt; jeg SAVNER ost, men ellers er det skønt. Energien er højere end før, men det siger egentlig ikke det store (jeg er gået fra slatten karklud til magelig sofakartoffel, men lige om lidt kommer solen, og så er jeg klar til at komme op i gear).
Og så til sagen. Jeg lider af vinterdepression, det har jeg nok gjort omtrent altid, men det er først for ganske få år siden (faktisk først efter min første vinter som mor), at jeg fandt ud af, at man ikke skal tude sig gennem en vinter.
Det var godt nok en lettelse! Ikke, at jeg fik en diagnose, men at jeg fandt ud af, at der kunne gøres noget.
Nu tager jeg vinteren i mit tempo, husker at fokusere på det gode, grine hver dag, nyde mine børn og hverdagen. Mit liv foregår mest i de små cirkler på denne årstid, men det hjælper mig, at skrue ned for det sociale, søge indad og pleje det nære. Kedeligt tænker i måske, men ikke helt så kedeligt, som at bryde sammen så snart, der er det mindste bump. Jeg mestrer det stadig ikke til fulde (jeg kan stadig rende rundt, og opføre mig tosset, hvis jeg ikke har overskud til at støvsuge, vaske gulv og hænge vasketøj ud; men jeg øver mig, og jeg er blevet god til at erkende, når det er tid til at lukke ned og acceptere mine begrænsninger; der er trods alt ikke mange super-kvinder i den virkelige verden).
Depression er en grim ting, og den huserer desværre en del i min familie, derfor er det ekstra vigtigt for mig, at jeg husker at trække stikket, når vinteren nærmer sig. Vise mine børn, at det er okay, ikke altid at køre i højeste gear, og lære dem, at lytte til dem selv og finde de vigtigste ting, og så primært fokusere på dem (jeg håber ikke de får en depression, men jeg tror det er redskaber, de alligevel kan få glæde af i deres fremadrettede liv).

Nu vil jeg nyde weekenden, en kop te og min familie.

God lørdag


- Posted using BlogPress from my iPhone

onsdag

Dette indlæg kan læses lidt i forlængelse af det foregående, og skal helt sikkert ses i lyset af mit behov for oprør mod den jeg er (eller den jeg er blevet til).

Min mand og jeg har en mission, en mission, hvor vi vil genvinde vores frihed. Vi vil forsøge at gøre op med vores afhængigheder; behov for omverdens anderkendelse, efterlevelse af sociale normer, sukker, (over)forbrug osv. Ikke nødvendigvis 'onde' ting, men ting vi stiltiende har accepteret, uden de store overvejelser. Missionen består i at udfordre vores afhængighed, og finde ud af, om vi egentlig har det fint med den, eller om den skal ændres. Jeg tror alle er afhængig af et eller andet, men engang i mellem kan det være sundt at udfordre sig selv, og ikke bare flyde med strømmen.

I denne måned er det vores mad, der skal ses efter i sømmene. Vi spiser normalt sundt, varieret og økologisk, men vi forbruger alligevel fødevarer indholdende tvivlsomme komponenter, og indtager ukritisk uanede mængder af sukker. Derfor er februar udråbt til paleo måned herhjemme. Ingen sukker, ingen mel, ingen stivelse og ingen mælk (og ost, suk!). Og vigtigst af alt, ingen præfabrikerede fødevarer.
Her på fjerde dagen går det stadig godt, vi overholder planen, og syntes egentlig vi er ret seje. Min mand tømte godt nok en pose dadler i går, og har i dag måtte bøde for det (dumt!), vi har begge haft hovedpine, det meste af weekenden, men ser det som en del af processen. Vi tænker at eftersom vi normalt får vores energi fra hurtige kulhydrater (brød, pasta, ris og lignende), skal motoren lige vænne sig til det nye brændstof, før vi er flyvende igen :-)

Men det er spændende! Min mand har forventninger om at opnå et overskud og en styrke på størrelse med Batman, mens jeg regner med et vægttab på omkring 15-20 kg (host, host!).

Om ikke andet, får vi rystet op i vores madvaner; morgenmad kan være andet end en skål havregryn med mælk, frokosten behøver ikke indeholde rugbrødsmadder, og til aften kan kartoflerne sagtens erstattes af grøntsager.

Jeg skal nok komme med en opdatering, når vores 4 uger som stenaldermænd er slut.

- Posted using BlogPress from my iPhone

fredag

mig, mig, mig!!!

Kære læser,
Jeg er virkelig overvældet over, at du stadig er der, og at jeg får kommentarer, det gør det jo bare endnu mere stort. TAK!!!
Men nu skal det jo ikke handle om dig i dag ;-) så tilbage til udgangspunktet, nemlig MIG.

Hvem er jeg? Det er et spørgsmål jeg ofte stiller mig selv, og for at være helt ærlig, så aner jeg det faktisk ikke. Eller jo, selvfølgelig kan jeg alle stamdataerne, som navn, alder, bopæl osv. Men helt inderst inde, så ved jeg det ikke helt. Jeg ved, hvem jeg gerne vil være; jeg vil nemlig gerne være hende med de smukke og velopdragne børn, hende med det kreative job, de rigtige overbevisninger, hende med det fede hus, alle Kahler vaserne, hende med den lækre (og omsorgsfulde) mand (som trods hans feminine egenskaber, stadig kan kaste mig rundt på lagenerne) - i kender hende godt, gør i ikke?
I min stræben på at være ovenstående, er jeg stille og roligt blevet gemt at vejen. Sat mentalt i skammekrogen. Jeg farer rundt for at gøre rent, rydde op, lave mad, købe fede ting, og ikke mindst dokumentere min overmenneskelighed for andre, fremmede, mennesker. Det er sgu pænt åndssvags, hvis jeg skal være helt ærlig. Nu er det slut, jeg gør oprør! Jeg vil ikke længere være en død fisk, der flyder med strømmen - i hvert fald ikke hele tiden.

---

Og her er det så på sin plads, at jeg kommer med en lille prolog (hvilke jo ret beset, skulle være kommet langt tidligere; som fx til start): Forfatteren til dette afsnit har taget sig nogle kunstneriske friheder, karikeret visse fakta, og forstørret hendes egen martyrrolle. Men kære læser, jeg kan forsikre, at det primært er gjort med de bedste intentioner, og af hensyn til at fremhæve visse særdeles vigtige pointer.
Jeg er ikke så fortabt, som jeg giver indtryk af (heldigvis), men jeg føler, at jeg er havnet på en karussel, der kører hurtigere og hurtigere, og hvor det er svært at holde fokus på det, der reelt er mig og mine værdier, og det er skræmmende - nok mest fordi, jeg engang i mellem kommer til at sammenligne mig med glansbillede-kvinden (hende, der i bund og grund er en illusion), og bliver ramt på mit selvværd.
Min blog skal være et frirum, et sted, hvor man gerne må være sig selv, hvor man gerne må rode, være grim, sige sin ærlige mening, og glædes over mangfoldigheden. Den skal være et sted, hvor jeg, og måske også du, kan genfinde vigtigheden af at være andet, og mere end perfekt. Der skal naturligvis også være plads til pral, Lyngbyvaser og Lotusskåle.

Tja, i denne omgang kom jeg vist ikke tættere på, hvem jeg er, men jeg fik da afgrænset mig fra, hvem jeg ikke er, og det er bestemt en start :D

Nu er jeg så nysgerrig på hvem du mon er, dig bag skærmen. Vil du dele?





onsdag

Når piben får en anden lyd

Vokseværket, det valgte jeg i sin tid, at min blog skulle hedde. Dels fordi, der var vokseværk i vores familie (3 blev til 4, og siden 5), men også fordi vi stod på tærsklen til et helt nyt liv. Studietiden var overstået, lejligheden skiftet ud med hus, hovedstaden med provinsen. Omvæltninger, overgang til noget nyt, spændende og lidt skræmmende (og nåh ja, så er jeg også vokset som menneske, både fysisk og psykisk, men mere om det en anden gang).
Jeg ville vise billeder af vores hus, fortælle om livet på barsel og smide den en kreative ide efter den anden, i hovedet på mine læsere...
Det kom aldrig rigtig til at køre, tiden, lysten og livet, har ikke været så samarbejdsvillig.
Jeg har længe overvejet, hvad der skulle ske med min blog; jeg er jo egentlig stolt af den, og det piner mig, at den står og forfalder. Men, jeg må indrømme, at jeg er fyldt op af smukke boliger, pasteller, lækre hjemmegjorte kreationer og diverse billede af skønne børn (andre gør det så meget bedre end mig), derfor: hvis Vokseværket skal bestå, må den revolutioners! Nu er spørgsmålet så, hvordan?
Jeg har tænkt og tænkt, og den næste tid, vil jeg forsøge mig med lidt forskellige indlæg. Vokseværk, eller personlig udvikling vil være udgangspunktet, og så vil jeg forsøge at krydder med lidt skæv humor og sære betragtninger.
Jeg er pt ved at gøre klar til et indlæg om mig - et indlæg, hvor vi kan genfinde hinanden, du og jeg kære læser.

Håber stadig nogen hænger på, og ikke mindst, at der er plads til en nærværende og teksttung blog (ikke flere grynede billeder herfra).

Giv gerne et pip, hvis du stadig læser med :-)


- Posted using BlogPress from my iPhone