fredag

Er der hul igennem?

Læser folk stadig blogs? Jeg gør ikke, men måske skulle jeg begynde igen. Det er ligesom noget mere vedkommende ved at læse et længere indlæg, end blot at skøjte forbi et billede på Instagram.

Jeg har faktisk ikke tænkt på min blog længe (som i rigtig længe), men i dag kom jeg til det. Jeg smuttede lige forbi, og har nu kigget mig igennem de sidste mange år af mit liv. Set forandringerne, læst tankerne, og glædet mig over, hvor meget jeg har flyttet mig.

De fleste ting er stadig det samme, men der er kommet flere erfaringer til - og det gør jo ofte det hele en del mere komplekst, men gør også fundamentet stærkere.

På hjemmefronten, har vi netop sat vores hus til salg. Vi elsker det her, men trænger til mere luft under vingerne. Beslutningen har været undervejs i nogle år, så der er bestemt ikke noget forhastet ved den, men det er alligevel med et sug i maven, at vi er ved at skille os af med vores bolig gennem de seneste 6 år; men vi håber og tror, at vi ender et sted, der er endnu bedre for os.

I denne optil-salgs-proces har mit behov for at eje ting, gennemgået en storstilet revolution. Fra før at tænke på ting, ønske mig ting, kigge på ting og elske ting, har jeg nu en bevidsthed af, at jeg ikke behøver ting i min hverdag for at være glad og lykkelig.

Mit håb er, at jeg kan genoplive bloggen, og at fokus og 'vokseværket' ikke så meget skal omhandle materielle ting, men skal handle om det vokseværk vi som familie har gennemgået (og gennemgår) ved at gøre tingene på vores egen måde, uden altid at følge samfundets retningslinjer. Ikke at vi har gang i den store revolution, for det har vi ikke, og vi er langt fra den ekstremt afstandstagen fra samfundet, som andre (og mere alternative/modige) mennesker udlever. Det skal bare være hyggeligt og navlepillende, mine tanker om vores lille hverdag, og hvordan vi dyrker lykken i hverdagen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bring it on :-)