lørdag

Lidt om samfundet

Dette indlæg skal ikke ses som en kritik, ej heller som at jeg forsøger at kloge mig på et område, hvor min viden er minimal. Det skal udelukkende læses som en beskrivelse af min virkelighed og opfattelse af samfundet - men kommentere gerne, giv mig indsigt i din virkelighed.

Hjemmepasning, det var egentlig det jeg ville skrive om. Det er jo fremme i medierne for tiden, og så er det jo et nemt købt indlæg, når nu man har besøgt begge lejre.
Mens jeg overvejede, hvad jeg skulle skrive, væltede en masse tanker igennem mit hovede, og det der skulle være lige til, blev pludselig en tung samfundskritik. Nu vil jeg forsøge at finde en mellemvej; få luftet lidt tanker, uden at gøre det tungt og alt for fagligt (hip hurra for kandidatgrad i samfundsvidenskab!).

Men tilbage til sporet; vi diskuterer en del politik om spisebordet, vi er begge ret socialt orienteret, og stemmer langt ude på venstrefløjen. Men vi har svært ved at identificere os med det samfund vi lever i.
Jeg får helt ondt i maven, når folk i ramme alvor kan pege fingre af bestemte gruppe (etniske, sociale, sexsueltorienterede mm) og sige, at de ikke har ret til noget. Er det ikke det, der burde være det smukke ved vores overflodssamfund? At vi alle har ret til at have det godt? At ingen grupper skal føle sig mindre værd og uden for?
Ord som 'sociale nassere' bliver brugt til at definere store samfundsgrupper, men i sidste ende er det ganske få individer, der burde have denne mærkat - ligegyldig samfundslag, er der altid nogen, der vil snyde, nogen der ikke forstår spillereglerne i samfundet, men burde man ikke satse på alle dem, der rent faktisk spiller efter reglerne, i stedet for hele tiden at kontrollere og mistænkeliggøre dem?

Jeg er opdraget med, at vi i Danmark her en række rettigheder (økonomiskhjælp, sygehus, skolesystem, biblioteker osv), en masse frynsegoder vi nyder godt af. De er naturligvis betinget af, at der bliver betalt skat, hvilket udgør et andet vigtigt begreb, nemlig pligt!
Lidt ligesom med børneopdragelse, så fungerer rettigheder ikke uden pligter. Borgerpligten omfatter ikke kun at betale skat. Man skal også deltage i demokratiet (som minimum smide en stemmeseddel i en stemmeurne hvert fjerde år - jeg har stemt blankt flere gange, da jeg på den måde har følt, at jeg gerne vil demokratiet, men ikke de nuværende politikere) og så bliver man nødt til at rette sig efter regler og love.
Sure pligter!? Det er faktisk ren Rasmus Klump! Ud og hjælpe/gøre din pligt og bagefter kan du få en stak pandekager. Alle yder efter evne; Skæg styrer skibet, men sover det meste af tiden, hvor det reelle problem løses - ingen råber socialnasser efter ham, og han får stadig sin andel af pandekagerne... Måske vi skulle lære lidt af de idealer vi smider i hovedet på vores børn?

Nogen kan yde meget, andre knap så meget. Jeg har en bekendt, som ikke kan yde meget - det er ikke hans egen skyld - men han får ikke lov til at yde det han nu kan. Ingen vil ansætte ham. I stedet skal han kontrolleres; søger han nu arbejde, har han stadig hans lidelse, har han ydet 'for meget' i en periode, skal han presses økonomisk (det vi fejlagtigt kalder incitamenter)?
Manden ville gerne arbejde, faktisk ønsker han sig ikke andet, men han har snart fået så mange samfundsmæssige tæv, at han er blevet demokratisk krøbling, han er begyndt at se sig selv som mindre værd, som om at hans stemme ikke tæller ligeså meget som andres, at hans behov for at nyde ikke er vigtige.

Nu tager samfundsnørden lige over et øjeblik: En gammel teori - vi snakker tilbage i det gamle Rom, da demokratiet tog sine spæde skridt - har antagelsen om, at pøblen (det er dig og mig) skal holdes nede. Enten kan man gøre det fysisk, men det rejser stor modstand og kan resultere i opstand (det arabiske forår og Ukraine kunne være fine eksempler). Alternativt kan man underholde dem. I Rom havde man koloserum, hvor pøblen kunne overvære teaterforestillinger og lign. I Danmark kalder vi det X-factor og vild med dans... Tænk lige over det!

Men tilbage til min bekendt. Han lader sig nemlig opsluge af underholdningen, i stedet for at generobre sin ret til at kunne nyde ligeså meget som andre.

Hvad kan man så gøre ved det? Måske tage lidt ansvar, lade være med at fordømme andre, du kender ikke deres historie, ved ikke hvad de har med i bagagen. Sæt pris på det DU yder til samfundet, og glæde dig over, at andre kan nyde ligeså meget som dig.

Nu ved jeg ikke om min pointe kom frem, det ene ord tog ligesom det andet. Og min gennemgang er MEGET forsimplet. Jeg syntes det kan være svært at få flere nuancer med når man skriver.


- Posted using BlogPress from my iPhone

1 kommentar:

  1. Jeg kommer ikke med en masse kloge ord, men vil dog gerne sige at jeg har læst dit indlæg og at jeg grundlæggende er fuldstændig enig. Lad os tro på og have tillid til vores næste og lad folk yde det de kan udfra deres situation. Ofte er der fare for at folk enten forringes eller som du beskriver, ikke længere tør at nyde, at være i godt humør og at se positivt på det man nu har eller kan, fordi man selv ikke tror , man kan tillade sig den lykke.
    Jeg håber tingene ordner sig for din ven :)

    SvarSlet

Bring it on :-)