Vi har haft travlt. Den sidste måned er brugt på at flytte hele vores liv til et nyt sted. Et sted vi på forhånd vidste, at vi ikke skulle blive for evigt, men at vi allerede skal være ude den 20. november, det er kommet lidt bag på os.
Stresset var så småt ved at fortage sig fra kroppen, men nu er den tilbage. Nu ved vi af erfaring, at 2 måner ikke er længe, når man skal pakke et hus, 3 børn, 1 hund og 1 kat (som meget uventet dumpede ned hos os for en uge siden), og samtidig passe hverdagen og finde en ny bolig.
I denne flytteproces har vi brugt meget tid på at forsimple, sælge ud af vores overskud, genoverveje vores værdier og finde os selv. Vi håbede på, at vi nu kunne få lidt ro, komme til bunds i vores oprydning (både den fysiske og den mentale), nu kommer det i stedet til at gå hurtigt, og vi må forsøge at holde fast i os selv, indtil vi igen kan finde pusten, os selv og hinanden.
Mentalt er vi kommet langt, vi er begyndt at mærke efter, hvad der er vigtigt for os, hvad vi ikke længere vi slæbe med os, og hvor vi gerne vil hen. Vejen er lang, og vi er kun lige begyndt, men vi er sikre på, at vi nok skal komme frem til hvor vi skal være, og vi har besluttet os for at nyde rejsen.
fredag
Det der hussalg
Vi satte vores hus til salg, og 4 dage efter var det solgt. Det skete så hurtigt, at vi aldrig nåede at få os selv med i processen. Nu er det ved at synke ind, og panikken er begyndt at sprede sig. Vi har solgt vores hus, og om under 2 måneder står vi med 3 børn (og en hulens masse dyr) og uden et hjem!
Vores tilgang er, at tingene nok skal løse sig, og at alt nok skal komme til at fungere i sidste ende. Vi er optimistiske, men samtidig banker tvivlen på. Hvad nu hvis denne gang er gangen, hvor tingene ikke flasker sig? Hvis vi ikke kan finde drømme huset (eller en lejebolig), hvad så?
Vi er drømmere, min mand og jeg. Vi tror på, at verden er et sted, hvor drømme kan gå i opfyldelse. Vi bygger luftkasteller og lægger planer, hvor der er alt for mange ubekendte til, at de burde være lade-sig-gørlige i virkeligheden. Det fører mange frustrationer med sig, når virkelighed og drømme ikke når hinanden, og det ved vi. Alligevel drømmer vi.
For tiden drømmer vi om en smuk gård, i et bakket landskab med sø og å i baghaven. Et sted, hvor vi kan lade ungerne løbe frit.
Nu må vi se, hvor vi ender når vi til september ikke længere skal bo her.
Vores tilgang er, at tingene nok skal løse sig, og at alt nok skal komme til at fungere i sidste ende. Vi er optimistiske, men samtidig banker tvivlen på. Hvad nu hvis denne gang er gangen, hvor tingene ikke flasker sig? Hvis vi ikke kan finde drømme huset (eller en lejebolig), hvad så?
Vi er drømmere, min mand og jeg. Vi tror på, at verden er et sted, hvor drømme kan gå i opfyldelse. Vi bygger luftkasteller og lægger planer, hvor der er alt for mange ubekendte til, at de burde være lade-sig-gørlige i virkeligheden. Det fører mange frustrationer med sig, når virkelighed og drømme ikke når hinanden, og det ved vi. Alligevel drømmer vi.
For tiden drømmer vi om en smuk gård, i et bakket landskab med sø og å i baghaven. Et sted, hvor vi kan lade ungerne løbe frit.
Nu må vi se, hvor vi ender når vi til september ikke længere skal bo her.
Er der hul igennem?
Læser folk stadig blogs? Jeg gør ikke, men måske skulle jeg begynde igen. Det er ligesom noget mere vedkommende ved at læse et længere indlæg, end blot at skøjte forbi et billede på Instagram.
Jeg har faktisk ikke tænkt på min blog længe (som i rigtig længe), men i dag kom jeg til det. Jeg smuttede lige forbi, og har nu kigget mig igennem de sidste mange år af mit liv. Set forandringerne, læst tankerne, og glædet mig over, hvor meget jeg har flyttet mig.
De fleste ting er stadig det samme, men der er kommet flere erfaringer til - og det gør jo ofte det hele en del mere komplekst, men gør også fundamentet stærkere.
På hjemmefronten, har vi netop sat vores hus til salg. Vi elsker det her, men trænger til mere luft under vingerne. Beslutningen har været undervejs i nogle år, så der er bestemt ikke noget forhastet ved den, men det er alligevel med et sug i maven, at vi er ved at skille os af med vores bolig gennem de seneste 6 år; men vi håber og tror, at vi ender et sted, der er endnu bedre for os.
I denne optil-salgs-proces har mit behov for at eje ting, gennemgået en storstilet revolution. Fra før at tænke på ting, ønske mig ting, kigge på ting og elske ting, har jeg nu en bevidsthed af, at jeg ikke behøver ting i min hverdag for at være glad og lykkelig.
Mit håb er, at jeg kan genoplive bloggen, og at fokus og 'vokseværket' ikke så meget skal omhandle materielle ting, men skal handle om det vokseværk vi som familie har gennemgået (og gennemgår) ved at gøre tingene på vores egen måde, uden altid at følge samfundets retningslinjer. Ikke at vi har gang i den store revolution, for det har vi ikke, og vi er langt fra den ekstremt afstandstagen fra samfundet, som andre (og mere alternative/modige) mennesker udlever. Det skal bare være hyggeligt og navlepillende, mine tanker om vores lille hverdag, og hvordan vi dyrker lykken i hverdagen.
Jeg har faktisk ikke tænkt på min blog længe (som i rigtig længe), men i dag kom jeg til det. Jeg smuttede lige forbi, og har nu kigget mig igennem de sidste mange år af mit liv. Set forandringerne, læst tankerne, og glædet mig over, hvor meget jeg har flyttet mig.
De fleste ting er stadig det samme, men der er kommet flere erfaringer til - og det gør jo ofte det hele en del mere komplekst, men gør også fundamentet stærkere.
På hjemmefronten, har vi netop sat vores hus til salg. Vi elsker det her, men trænger til mere luft under vingerne. Beslutningen har været undervejs i nogle år, så der er bestemt ikke noget forhastet ved den, men det er alligevel med et sug i maven, at vi er ved at skille os af med vores bolig gennem de seneste 6 år; men vi håber og tror, at vi ender et sted, der er endnu bedre for os.
I denne optil-salgs-proces har mit behov for at eje ting, gennemgået en storstilet revolution. Fra før at tænke på ting, ønske mig ting, kigge på ting og elske ting, har jeg nu en bevidsthed af, at jeg ikke behøver ting i min hverdag for at være glad og lykkelig.
Mit håb er, at jeg kan genoplive bloggen, og at fokus og 'vokseværket' ikke så meget skal omhandle materielle ting, men skal handle om det vokseværk vi som familie har gennemgået (og gennemgår) ved at gøre tingene på vores egen måde, uden altid at følge samfundets retningslinjer. Ikke at vi har gang i den store revolution, for det har vi ikke, og vi er langt fra den ekstremt afstandstagen fra samfundet, som andre (og mere alternative/modige) mennesker udlever. Det skal bare være hyggeligt og navlepillende, mine tanker om vores lille hverdag, og hvordan vi dyrker lykken i hverdagen.
søndag
Danmarks befrielse
4. maj, Danmarks befrielse! Det er vigtigt, at huske denne dag, vigtigt at føle ydmyghed og taknemmelighed for dem, der i sin tid ikke lod sig undertrykke, men som kæmpede for friheden og demokratiske idealer.
Men måske er det endnu mere vigtigt at huske besættelsen. Huske på, hvilke kræfter der var i spil, hvad der gjorde nazismen muligt. Måske vi skal se indad, se på det samfund vi har nu. Mærke efter, hvor vi gerne vil hen - og ikke mindst, hvor vi er på vej hen.
Stoppe op, lære af historien, og undgå at de mest forfærdelige ting gentager sig selv.
God 4. maj
- Posted using BlogPress from my iPhone
Men måske er det endnu mere vigtigt at huske besættelsen. Huske på, hvilke kræfter der var i spil, hvad der gjorde nazismen muligt. Måske vi skal se indad, se på det samfund vi har nu. Mærke efter, hvor vi gerne vil hen - og ikke mindst, hvor vi er på vej hen.
Stoppe op, lære af historien, og undgå at de mest forfærdelige ting gentager sig selv.
God 4. maj
- Posted using BlogPress from my iPhone
lørdag
Lidt om samfundet
Dette indlæg skal ikke ses som en kritik, ej heller som at jeg forsøger at kloge mig på et område, hvor min viden er minimal. Det skal udelukkende læses som en beskrivelse af min virkelighed og opfattelse af samfundet - men kommentere gerne, giv mig indsigt i din virkelighed.
Hjemmepasning, det var egentlig det jeg ville skrive om. Det er jo fremme i medierne for tiden, og så er det jo et nemt købt indlæg, når nu man har besøgt begge lejre.
Mens jeg overvejede, hvad jeg skulle skrive, væltede en masse tanker igennem mit hovede, og det der skulle være lige til, blev pludselig en tung samfundskritik. Nu vil jeg forsøge at finde en mellemvej; få luftet lidt tanker, uden at gøre det tungt og alt for fagligt (hip hurra for kandidatgrad i samfundsvidenskab!).
Men tilbage til sporet; vi diskuterer en del politik om spisebordet, vi er begge ret socialt orienteret, og stemmer langt ude på venstrefløjen. Men vi har svært ved at identificere os med det samfund vi lever i.
Jeg får helt ondt i maven, når folk i ramme alvor kan pege fingre af bestemte gruppe (etniske, sociale, sexsueltorienterede mm) og sige, at de ikke har ret til noget. Er det ikke det, der burde være det smukke ved vores overflodssamfund? At vi alle har ret til at have det godt? At ingen grupper skal føle sig mindre værd og uden for?
Ord som 'sociale nassere' bliver brugt til at definere store samfundsgrupper, men i sidste ende er det ganske få individer, der burde have denne mærkat - ligegyldig samfundslag, er der altid nogen, der vil snyde, nogen der ikke forstår spillereglerne i samfundet, men burde man ikke satse på alle dem, der rent faktisk spiller efter reglerne, i stedet for hele tiden at kontrollere og mistænkeliggøre dem?
Jeg er opdraget med, at vi i Danmark her en række rettigheder (økonomiskhjælp, sygehus, skolesystem, biblioteker osv), en masse frynsegoder vi nyder godt af. De er naturligvis betinget af, at der bliver betalt skat, hvilket udgør et andet vigtigt begreb, nemlig pligt!
Lidt ligesom med børneopdragelse, så fungerer rettigheder ikke uden pligter. Borgerpligten omfatter ikke kun at betale skat. Man skal også deltage i demokratiet (som minimum smide en stemmeseddel i en stemmeurne hvert fjerde år - jeg har stemt blankt flere gange, da jeg på den måde har følt, at jeg gerne vil demokratiet, men ikke de nuværende politikere) og så bliver man nødt til at rette sig efter regler og love.
Sure pligter!? Det er faktisk ren Rasmus Klump! Ud og hjælpe/gøre din pligt og bagefter kan du få en stak pandekager. Alle yder efter evne; Skæg styrer skibet, men sover det meste af tiden, hvor det reelle problem løses - ingen råber socialnasser efter ham, og han får stadig sin andel af pandekagerne... Måske vi skulle lære lidt af de idealer vi smider i hovedet på vores børn?
Nogen kan yde meget, andre knap så meget. Jeg har en bekendt, som ikke kan yde meget - det er ikke hans egen skyld - men han får ikke lov til at yde det han nu kan. Ingen vil ansætte ham. I stedet skal han kontrolleres; søger han nu arbejde, har han stadig hans lidelse, har han ydet 'for meget' i en periode, skal han presses økonomisk (det vi fejlagtigt kalder incitamenter)?
Manden ville gerne arbejde, faktisk ønsker han sig ikke andet, men han har snart fået så mange samfundsmæssige tæv, at han er blevet demokratisk krøbling, han er begyndt at se sig selv som mindre værd, som om at hans stemme ikke tæller ligeså meget som andres, at hans behov for at nyde ikke er vigtige.
Nu tager samfundsnørden lige over et øjeblik: En gammel teori - vi snakker tilbage i det gamle Rom, da demokratiet tog sine spæde skridt - har antagelsen om, at pøblen (det er dig og mig) skal holdes nede. Enten kan man gøre det fysisk, men det rejser stor modstand og kan resultere i opstand (det arabiske forår og Ukraine kunne være fine eksempler). Alternativt kan man underholde dem. I Rom havde man koloserum, hvor pøblen kunne overvære teaterforestillinger og lign. I Danmark kalder vi det X-factor og vild med dans... Tænk lige over det!
Men tilbage til min bekendt. Han lader sig nemlig opsluge af underholdningen, i stedet for at generobre sin ret til at kunne nyde ligeså meget som andre.
Hvad kan man så gøre ved det? Måske tage lidt ansvar, lade være med at fordømme andre, du kender ikke deres historie, ved ikke hvad de har med i bagagen. Sæt pris på det DU yder til samfundet, og glæde dig over, at andre kan nyde ligeså meget som dig.
Nu ved jeg ikke om min pointe kom frem, det ene ord tog ligesom det andet. Og min gennemgang er MEGET forsimplet. Jeg syntes det kan være svært at få flere nuancer med når man skriver.
- Posted using BlogPress from my iPhone
Hjemmepasning, det var egentlig det jeg ville skrive om. Det er jo fremme i medierne for tiden, og så er det jo et nemt købt indlæg, når nu man har besøgt begge lejre.
Mens jeg overvejede, hvad jeg skulle skrive, væltede en masse tanker igennem mit hovede, og det der skulle være lige til, blev pludselig en tung samfundskritik. Nu vil jeg forsøge at finde en mellemvej; få luftet lidt tanker, uden at gøre det tungt og alt for fagligt (hip hurra for kandidatgrad i samfundsvidenskab!).
Men tilbage til sporet; vi diskuterer en del politik om spisebordet, vi er begge ret socialt orienteret, og stemmer langt ude på venstrefløjen. Men vi har svært ved at identificere os med det samfund vi lever i.
Jeg får helt ondt i maven, når folk i ramme alvor kan pege fingre af bestemte gruppe (etniske, sociale, sexsueltorienterede mm) og sige, at de ikke har ret til noget. Er det ikke det, der burde være det smukke ved vores overflodssamfund? At vi alle har ret til at have det godt? At ingen grupper skal føle sig mindre værd og uden for?
Ord som 'sociale nassere' bliver brugt til at definere store samfundsgrupper, men i sidste ende er det ganske få individer, der burde have denne mærkat - ligegyldig samfundslag, er der altid nogen, der vil snyde, nogen der ikke forstår spillereglerne i samfundet, men burde man ikke satse på alle dem, der rent faktisk spiller efter reglerne, i stedet for hele tiden at kontrollere og mistænkeliggøre dem?
Jeg er opdraget med, at vi i Danmark her en række rettigheder (økonomiskhjælp, sygehus, skolesystem, biblioteker osv), en masse frynsegoder vi nyder godt af. De er naturligvis betinget af, at der bliver betalt skat, hvilket udgør et andet vigtigt begreb, nemlig pligt!
Lidt ligesom med børneopdragelse, så fungerer rettigheder ikke uden pligter. Borgerpligten omfatter ikke kun at betale skat. Man skal også deltage i demokratiet (som minimum smide en stemmeseddel i en stemmeurne hvert fjerde år - jeg har stemt blankt flere gange, da jeg på den måde har følt, at jeg gerne vil demokratiet, men ikke de nuværende politikere) og så bliver man nødt til at rette sig efter regler og love.
Sure pligter!? Det er faktisk ren Rasmus Klump! Ud og hjælpe/gøre din pligt og bagefter kan du få en stak pandekager. Alle yder efter evne; Skæg styrer skibet, men sover det meste af tiden, hvor det reelle problem løses - ingen råber socialnasser efter ham, og han får stadig sin andel af pandekagerne... Måske vi skulle lære lidt af de idealer vi smider i hovedet på vores børn?
Nogen kan yde meget, andre knap så meget. Jeg har en bekendt, som ikke kan yde meget - det er ikke hans egen skyld - men han får ikke lov til at yde det han nu kan. Ingen vil ansætte ham. I stedet skal han kontrolleres; søger han nu arbejde, har han stadig hans lidelse, har han ydet 'for meget' i en periode, skal han presses økonomisk (det vi fejlagtigt kalder incitamenter)?
Manden ville gerne arbejde, faktisk ønsker han sig ikke andet, men han har snart fået så mange samfundsmæssige tæv, at han er blevet demokratisk krøbling, han er begyndt at se sig selv som mindre værd, som om at hans stemme ikke tæller ligeså meget som andres, at hans behov for at nyde ikke er vigtige.
Nu tager samfundsnørden lige over et øjeblik: En gammel teori - vi snakker tilbage i det gamle Rom, da demokratiet tog sine spæde skridt - har antagelsen om, at pøblen (det er dig og mig) skal holdes nede. Enten kan man gøre det fysisk, men det rejser stor modstand og kan resultere i opstand (det arabiske forår og Ukraine kunne være fine eksempler). Alternativt kan man underholde dem. I Rom havde man koloserum, hvor pøblen kunne overvære teaterforestillinger og lign. I Danmark kalder vi det X-factor og vild med dans... Tænk lige over det!
Men tilbage til min bekendt. Han lader sig nemlig opsluge af underholdningen, i stedet for at generobre sin ret til at kunne nyde ligeså meget som andre.
Hvad kan man så gøre ved det? Måske tage lidt ansvar, lade være med at fordømme andre, du kender ikke deres historie, ved ikke hvad de har med i bagagen. Sæt pris på det DU yder til samfundet, og glæde dig over, at andre kan nyde ligeså meget som dig.
Nu ved jeg ikke om min pointe kom frem, det ene ord tog ligesom det andet. Og min gennemgang er MEGET forsimplet. Jeg syntes det kan være svært at få flere nuancer med når man skriver.
- Posted using BlogPress from my iPhone
noget om dårlige undskyldninger og vinterdepression
Jeg er ikke væk, og jeg kan godt huske mit løfte om hyppigere aktivitet her på bloggen - livet var bare lige igang, og så glemte jeg det næsten...
Den dårlige undskyldning -for sådan er der jo ofte - hedder børnehaveopstart, skoldkopper, børnehaveopstart, skoldkopper, skoldkopper og vinterferie. Det gode er, at alle unger nu har haft skoldkopper, den mellemste er kørt rigtigt godt ind i børnehave OG der er 1,5 år til, at vi skal køre yngsten ind - til gengæld starter han i dagpleje 1. marts, men det er en helt anden historie.
Nåh! Hvordan går det så?
Tja... Livet som stenalderkvinde er ganske godt; jeg SAVNER ost, men ellers er det skønt. Energien er højere end før, men det siger egentlig ikke det store (jeg er gået fra slatten karklud til magelig sofakartoffel, men lige om lidt kommer solen, og så er jeg klar til at komme op i gear).
Og så til sagen. Jeg lider af vinterdepression, det har jeg nok gjort omtrent altid, men det er først for ganske få år siden (faktisk først efter min første vinter som mor), at jeg fandt ud af, at man ikke skal tude sig gennem en vinter.
Det var godt nok en lettelse! Ikke, at jeg fik en diagnose, men at jeg fandt ud af, at der kunne gøres noget.
Nu tager jeg vinteren i mit tempo, husker at fokusere på det gode, grine hver dag, nyde mine børn og hverdagen. Mit liv foregår mest i de små cirkler på denne årstid, men det hjælper mig, at skrue ned for det sociale, søge indad og pleje det nære. Kedeligt tænker i måske, men ikke helt så kedeligt, som at bryde sammen så snart, der er det mindste bump. Jeg mestrer det stadig ikke til fulde (jeg kan stadig rende rundt, og opføre mig tosset, hvis jeg ikke har overskud til at støvsuge, vaske gulv og hænge vasketøj ud; men jeg øver mig, og jeg er blevet god til at erkende, når det er tid til at lukke ned og acceptere mine begrænsninger; der er trods alt ikke mange super-kvinder i den virkelige verden).
Depression er en grim ting, og den huserer desværre en del i min familie, derfor er det ekstra vigtigt for mig, at jeg husker at trække stikket, når vinteren nærmer sig. Vise mine børn, at det er okay, ikke altid at køre i højeste gear, og lære dem, at lytte til dem selv og finde de vigtigste ting, og så primært fokusere på dem (jeg håber ikke de får en depression, men jeg tror det er redskaber, de alligevel kan få glæde af i deres fremadrettede liv).
Nu vil jeg nyde weekenden, en kop te og min familie.
God lørdag
- Posted using BlogPress from my iPhone
Den dårlige undskyldning -for sådan er der jo ofte - hedder børnehaveopstart, skoldkopper, børnehaveopstart, skoldkopper, skoldkopper og vinterferie. Det gode er, at alle unger nu har haft skoldkopper, den mellemste er kørt rigtigt godt ind i børnehave OG der er 1,5 år til, at vi skal køre yngsten ind - til gengæld starter han i dagpleje 1. marts, men det er en helt anden historie.
Nåh! Hvordan går det så?
Tja... Livet som stenalderkvinde er ganske godt; jeg SAVNER ost, men ellers er det skønt. Energien er højere end før, men det siger egentlig ikke det store (jeg er gået fra slatten karklud til magelig sofakartoffel, men lige om lidt kommer solen, og så er jeg klar til at komme op i gear).
Og så til sagen. Jeg lider af vinterdepression, det har jeg nok gjort omtrent altid, men det er først for ganske få år siden (faktisk først efter min første vinter som mor), at jeg fandt ud af, at man ikke skal tude sig gennem en vinter.
Det var godt nok en lettelse! Ikke, at jeg fik en diagnose, men at jeg fandt ud af, at der kunne gøres noget.
Nu tager jeg vinteren i mit tempo, husker at fokusere på det gode, grine hver dag, nyde mine børn og hverdagen. Mit liv foregår mest i de små cirkler på denne årstid, men det hjælper mig, at skrue ned for det sociale, søge indad og pleje det nære. Kedeligt tænker i måske, men ikke helt så kedeligt, som at bryde sammen så snart, der er det mindste bump. Jeg mestrer det stadig ikke til fulde (jeg kan stadig rende rundt, og opføre mig tosset, hvis jeg ikke har overskud til at støvsuge, vaske gulv og hænge vasketøj ud; men jeg øver mig, og jeg er blevet god til at erkende, når det er tid til at lukke ned og acceptere mine begrænsninger; der er trods alt ikke mange super-kvinder i den virkelige verden).
Depression er en grim ting, og den huserer desværre en del i min familie, derfor er det ekstra vigtigt for mig, at jeg husker at trække stikket, når vinteren nærmer sig. Vise mine børn, at det er okay, ikke altid at køre i højeste gear, og lære dem, at lytte til dem selv og finde de vigtigste ting, og så primært fokusere på dem (jeg håber ikke de får en depression, men jeg tror det er redskaber, de alligevel kan få glæde af i deres fremadrettede liv).
Nu vil jeg nyde weekenden, en kop te og min familie.
God lørdag
- Posted using BlogPress from my iPhone
onsdag
Dette indlæg kan læses lidt i forlængelse af det foregående, og skal helt sikkert ses i lyset af mit behov for oprør mod den jeg er (eller den jeg er blevet til).
Min mand og jeg har en mission, en mission, hvor vi vil genvinde vores frihed. Vi vil forsøge at gøre op med vores afhængigheder; behov for omverdens anderkendelse, efterlevelse af sociale normer, sukker, (over)forbrug osv. Ikke nødvendigvis 'onde' ting, men ting vi stiltiende har accepteret, uden de store overvejelser. Missionen består i at udfordre vores afhængighed, og finde ud af, om vi egentlig har det fint med den, eller om den skal ændres. Jeg tror alle er afhængig af et eller andet, men engang i mellem kan det være sundt at udfordre sig selv, og ikke bare flyde med strømmen.
I denne måned er det vores mad, der skal ses efter i sømmene. Vi spiser normalt sundt, varieret og økologisk, men vi forbruger alligevel fødevarer indholdende tvivlsomme komponenter, og indtager ukritisk uanede mængder af sukker. Derfor er februar udråbt til paleo måned herhjemme. Ingen sukker, ingen mel, ingen stivelse og ingen mælk (og ost, suk!). Og vigtigst af alt, ingen præfabrikerede fødevarer.
Her på fjerde dagen går det stadig godt, vi overholder planen, og syntes egentlig vi er ret seje. Min mand tømte godt nok en pose dadler i går, og har i dag måtte bøde for det (dumt!), vi har begge haft hovedpine, det meste af weekenden, men ser det som en del af processen. Vi tænker at eftersom vi normalt får vores energi fra hurtige kulhydrater (brød, pasta, ris og lignende), skal motoren lige vænne sig til det nye brændstof, før vi er flyvende igen :-)
Men det er spændende! Min mand har forventninger om at opnå et overskud og en styrke på størrelse med Batman, mens jeg regner med et vægttab på omkring 15-20 kg (host, host!).
Om ikke andet, får vi rystet op i vores madvaner; morgenmad kan være andet end en skål havregryn med mælk, frokosten behøver ikke indeholde rugbrødsmadder, og til aften kan kartoflerne sagtens erstattes af grøntsager.
Jeg skal nok komme med en opdatering, når vores 4 uger som stenaldermænd er slut.
- Posted using BlogPress from my iPhone
Min mand og jeg har en mission, en mission, hvor vi vil genvinde vores frihed. Vi vil forsøge at gøre op med vores afhængigheder; behov for omverdens anderkendelse, efterlevelse af sociale normer, sukker, (over)forbrug osv. Ikke nødvendigvis 'onde' ting, men ting vi stiltiende har accepteret, uden de store overvejelser. Missionen består i at udfordre vores afhængighed, og finde ud af, om vi egentlig har det fint med den, eller om den skal ændres. Jeg tror alle er afhængig af et eller andet, men engang i mellem kan det være sundt at udfordre sig selv, og ikke bare flyde med strømmen.
I denne måned er det vores mad, der skal ses efter i sømmene. Vi spiser normalt sundt, varieret og økologisk, men vi forbruger alligevel fødevarer indholdende tvivlsomme komponenter, og indtager ukritisk uanede mængder af sukker. Derfor er februar udråbt til paleo måned herhjemme. Ingen sukker, ingen mel, ingen stivelse og ingen mælk (og ost, suk!). Og vigtigst af alt, ingen præfabrikerede fødevarer.
Her på fjerde dagen går det stadig godt, vi overholder planen, og syntes egentlig vi er ret seje. Min mand tømte godt nok en pose dadler i går, og har i dag måtte bøde for det (dumt!), vi har begge haft hovedpine, det meste af weekenden, men ser det som en del af processen. Vi tænker at eftersom vi normalt får vores energi fra hurtige kulhydrater (brød, pasta, ris og lignende), skal motoren lige vænne sig til det nye brændstof, før vi er flyvende igen :-)
Men det er spændende! Min mand har forventninger om at opnå et overskud og en styrke på størrelse med Batman, mens jeg regner med et vægttab på omkring 15-20 kg (host, host!).
Om ikke andet, får vi rystet op i vores madvaner; morgenmad kan være andet end en skål havregryn med mælk, frokosten behøver ikke indeholde rugbrødsmadder, og til aften kan kartoflerne sagtens erstattes af grøntsager.
Jeg skal nok komme med en opdatering, når vores 4 uger som stenaldermænd er slut.
- Posted using BlogPress from my iPhone
Abonner på:
Opslag (Atom)