lørdag

desillusioneret

Jeg er blevet snydt; er godt og grundigt blevet taget ved næsen, og efterfølgende ført bag lyset! Eller sådan føler jeg det i hvert fald. I de 3 måneder (TRE, der er altså lang tid; 1/4 år) vi har vidst, at vi skulle flytte, har jeg bildt mig selv ind, at vi ligeså stille og roligt flyttede vores ting, for i løbet af en uges tid at være på plads, og have det hyggeligste hjem - HA (hånlige snøft)!!! Allerede her, har jeg snydt mig selv, for det skulle vise sig, at de ganske få genstande vi havde samlet sammen på vores sølle 56 kvm, lagt sammen med alle de ting vores kælderrum var proppet med, og de møbler vi har haft opbevaret fra min farmor, og det der var på svigerforældrenes loft, og nåh ja, lige det, der var hos mine forældre, så har vi lige pludselig inventar til at fylde to af vores huse. Suk! Så det, der virkede som et hyggeligt lille indretnings-projekt er lige pludselig et større puslespil, men forhandlinger om, hvilke af vores tre spiseborde (helt ærligt, hvem er så åndssvag at have tre spiseborde - alle vel at mærke med udtræk, så de snildt hver i sær kan rumme 10 personer), der skal bruges; hvad der skal sælges; hvad der skal gemmes; tæller nostalgi over design, osv.
Billedet er lånt herfra
Hvad med maling spørger den kloge læser nu. Hmmm... Det var jo et fint hvid hus vi underskrev købspapirene på, og det var egentlig også et ganske fint hvidt hus vi overtog, men når væggene lige pludselig er tomme, og der ikke længere er møbleret, så skal selv vores fine hvide hus have en gang maling. Nu er det så det, at når man alligevel skal male, så kan man vel ligeså godt tage savsmuldstapet ned også (er der mon nogen mulighed for, at det kommer på mode igen inden for nærmeste fremtid, så jeg kan lade det sidde i et visionært-øjemed)???
Troede virkelig, at jeg på nuværende tidspunkt kunne sidde og hygge med min symaskine mens Eskild legede i haven Bjørk sov (længe) i barnevognen, og manden pillede ved en af sine cykler ude i værkstedet - i stedet sidder jeg med tapetrester under fødderne, poser under øjne, lidt for fedtet hår, og i en mundering, der burde være forbudt og drømmer om engang om tre-fire uger, hvor savsmuldstapet og maling er en saga blot, og jeg kan begynde at bestille nye låger til vores køkken, få gang i en surdej, fylde fryseren med hjemmebag, alt sammen til lyden af en glad symaskine, der larmer lystigt.
Men, hvad så, når halvdelen af vores ejendele er fordelt ud på den blå avis, savsmuldstapet er brændt, malingen er smurt på, og vi forhåbentligt er kommet på plads? Tja, så er der jo alt det udendørs - haven skal trimmes, taget på carportes skal skiftes, og sørme om ikke vinduer og døre skal males? Puha!

Men når alt kommer til alt, så vil jeg bestemt ikke bytte det med livet i vores lejlighed, for det er trods alt kun et spørgsmål om tid, før alt ekstra arbejdet er overstået, og vi kan begynde at starte en hverdag uden ting, der ikke liger er med i mine drømme.

1 kommentar:

  1. Hej..
    Du har været heldig og har vundet i min give away.. :) Kan se du lige er flyttet, så måske det er en go indflytningsgave.. :) Kig ind..
    KH

    SvarSlet

Bring it on :-)