mandag

det har jeg da giftet mig fra

(dette indlæg har ikke til hensigt at forage, og jeg håber at det er muligt også at se humoren i det jeg skriver)

Jeg har lige snakket med en panisk veninde, hvis strøm var røget. Hun ringede til mig for hjælp, da hun vidste, at jeg går hjemme og har 'styr på sådan noget'...

Min første indskydelse var, at jeg lige måtte ringe til manden og tjekke, hvad man kan gøre ved sådan noget forsvundet elektricitet, men fik dog overbevist mig selv om, at jeg måtte kende svaret. Godt nok har jeg begravet mange af disse hverdags praktiske ting bagerst i hjernen, da jeg har giftet mig fra at skulle beskæftige mig med sådan noget.

Sagen er, at jeg altid har fikset sådan nogle ting selv, men efter jeg er blevet gift ved jeg dårligt, hvor vi har en hammer.

Herhjemme går vi ind for ligestilling, men vi går nok endnu mere ind for, at man skal have lov til at være sit køn. Jeg behøver ikke kastrere min mand ved at trække ultra feminine og 'ligegyldige' ting ned om ørerne på ham, og han brokker sig ikke over, at det er ham, der skal lappe cykler.

Vi trives nok med at vide, at vi har de samme rettigheder, samme værdi og samme muligheder. Men når det så er på plads, så trives vi med 'gamle' kønsmønstre, hvor jeg svinger bagemaskinen og syr, mens manden roder med søm og andre 'farlige' ting. I stilhed morer vi os nok over folk, der har travlt med at være 'ligestillede'; morer os over kvinder der påstår, at det er en skam, at man som mor skal gå hjemme med sit barn, Og morer os over mænd, der i ligestillingens navn mistet deres maskulinitet fordi de skal agere som bløde og forstående.

For lige at runde indlægget af, så er det ikke sådan at jeg udelukkende laver traditionelle kvinde ting (min mand støvsuger, leger med børnene, laver mad osv), og jeg kan også godt køre bil og slå søm i. Og jeg har fuld forståelse for henholdsvis mænd og kvinder, der interagere i det modsatte køns livsverden, så længe det ikke er noget der bliver forceret af det uden omliggende samfund og diskursen og ligestilling; men udelukkende bunder i ren og skær interesse (undskyld, det sidste bærer vist præg af noget universitets snopperi).

Vores børn bliver opdraget til, at de har det samme værd, og at det skal være deres interesser der er udslagsgivende for, hvordan de skal leve deres liv; ikke deres køn og heller ikke samfundets forventninger om, hvordan de skal lave deres liv.

Hvordan lever i hjemme hos dig? Morer i jer over par som os, der ikke helt kan se fidusen med bløde mænd og hårde kvinder?
Eller lave i også jeres egen fortolkning af ligestilling, og nyder at mulighederne er der, uden dog at gøre brug af dem?

- Posted using BlogPress from my iPhone

5 kommentarer:

  1. Det kunne vist lige så godt være her! :o)

    Da vi flyttede sammen bragte jeg værktøjskassen ind i forholdet (havde fået en med al udstyr af min far da jeg flyttede hjemmefra). Jeg kunne skam selv sætte billeder op - med skruer og al muligt!...må dog indrømme at jeg ikke har brugt den siden den dag! Faktisk har jeg lidt glemt hvordan man gør, hvis jeg skal være helt ærlig - tror det hænger lidt sammen med min manglende interesse. Jeg elsker derimod at sætte manden i arbejde :o)

    Når vi laver praktisk ting herhjemme er det oftest mig, der har en plan og laver en tegning, han så laver. Han er til detaljerne og grundigheden hvor jeg er mere "hurtig". Tilgengæld kan jeg se det færdige resultat for mig - det kan han ikke altid, derfor fungere det egentlig meget godt ;o).

    Rengøring har vi betalt os fra (det er der nemlig ikke rigtig kamp om herhjemme), men når det alligevel skal til er det manden der klarer støvsugning og mig gulvask. Mad, brød og kager klarer jeg. Ligesom min del af kontoret består af kreative ting og hans af en stor computer, der absolut ikke mangler tilbehør! Udenfor tager han det vedligeholdelse mens jeg laver nye bede m.m.

    Tjo, vi er ret traditionelle - men jeg ville ikke bytte det! ;o)

    Ha' en god dag - og tillykke med fødselsdagen den anden dag.

    Kh. Pia

    Ps. glæder mig til at høre mere om din hemmelighed ;o)

    SvarSlet
  2. Hehe... Ja, det skal nok få nogle op af stolene, sådan nogle udtalelser.

    Men jeg synes nu det er helt fint - og hvis min mand kunne finde ud af at svinge værktøjet, gad jeg dælme heller ikke gøre det. :) Men det kan han ikke, handyman kan man dælme ikke kalde ham. Tilgengæld er det ham der flytter sten, grus, graver, slår græs og alle de andre tunge (og mandige) ting. Og så samler han møbler - jeg HADER at samle møbler. Men ellers er det også lidt som hos jer, på den måde, at vi gør det vi gør, fordi det er det vi vil. Uafhængigt af kønsmønstre og mine formanende bedstemødres læren om "kvindens plads i hjemmet". Hihi... ;)

    SvarSlet
  3. Det er rart at høre, at vi ikke er de eneste, der er 'kørt' fast i lidt forældede kønsmønstre ;-)

    SvarSlet
  4. Jeg plejede at spartle mine egen huller, og slå søm i, og måske lige slibe noget. Nu er jeg totalt passiv!

    Tilgengæld vasker jeg vildt meget tøj og klæder børn praktisk på. Og køber ind til en uge ad gangen. Min kæreste derimod klarer alt det hårde, OG laver den lækre mad. Jeg laver kun hverdagsmad. Og går med forklæde:)

    SvarSlet
  5. Jeg kan godt lige kønsopdelte opgaver. MEN hvis der skal knokles med at grave huller, flyttes fliser og andet knoklearbejde, så stiller jeg også op.
    Og skal der bages kravler jeg lige så stille ind i stuen, og lader manden om jobbet.
    Så hurra for at vi kan begge dele. :-)

    SvarSlet

Bring it on :-)